Midt på Gl. Kongevej ligger et smalt, aflangt lokale med familiær kunst på væggene, levende lys på bordene og gæster, der sjældent kun kommer én gang. Bag Restaurant Alf står køkkenchef Malte Sørensen og restaurantchef Jeppe Nørfelt.
De lærte hinanden at kende i deres tid på Geist, hvor idéen om at forene deres forskelligartede personligheder til noget fælles og unikt begyndte at rumstere. Og netop unikhed er noget, der kendetegner stedet.
For selvom Alf hverken er klassisk fransk, italiensk eller nynordisk, besidder restauranten alligevel nogetgenkendeligt: følelsen af at være landet et sted, der omfavner dig med sanselige kram.
Vi er bænket rundt om restaurantens eneste hjørnebord med hver vores filterkaffe, hvis temperatur bærer præg af at have stået et par timer. Der er heldigvis ingen af os, der bruger mælk.
Jeppe sidder som den eneste på en stol, og da Malte endelig slutter sig til os, gør han sig til rette i sofaen – solbrun fra at have siddet udenfor og pillet ærter. Og hvor Jeppes lange, røde hår ikke just tillader ham den samme teint, kommer hans glød fra det smil, der så ofte viser sig på hans læber.
Hvis dette er to mænd, der er trætte efter mere end to år som restauratører, skjuler de det godt. Måske fordi succesen aldrig helt har været bundet op på perfektion, men derimod et ønske om at skabe en hjemlig følelse.
Hvad håber I, at gæsterne føler, når de går ud ad døren hos jer?
Malte: At de har lyst til at komme igen i morgen.
Jeppe nikker og bygger videre:
Jeppe: Ja, den kan jeg godt lide. Meget simpelt. Hele navnet Alf (red. Maltes kælenavn) er jo også valgt for at gøre det personligt og hjemligt, og vi har faktisk relativt mange unge mennesker, som har været her 8, 9, 10 gange.
Hvad har været jeres største udfordringer med at skabe Alf?
Malte: Det har været meget svært at sælge sig selv, når man ikke har noget koncept, som folk kender. For det er jo ikke, fordi det er en fransk restaurant; det er heller ikke en italiensk restaurant, og det er i og for sig heller ikke en dansk restaurant. Vi er bare en nabolagsrestaurant, som prøver at få så mange af de bedste, friske råvarer, man kan få. Så på den måde har det været lidt svært.
Jeppe: Ja, den der konstante følelse af at blive vurderet på ting, hvor man ikke ved, hvilket grundlag man egentlig bliver vurderet på, synes jeg også var hård det første stykke tid. Der har da også været dage, hvor vi har været rigtig sure på hinanden, og hvor man har grædt lidt, inden man skulle ud ad døren, og sådan nogle ting. Jeg kan for eksempel huske en dag i de første måneder, hvor jeg var rigtig knotten på Malte og måske fik talt lidt for højt til ham oppe ved klappen. Efter service kom en af vores søde ansatte og sagde: ”Hey Jeppe, det går jo ikke, at man hidser sig op inde i restauranten.” Og det er jo en læring, man må tage med sig.
I har modtaget en del opbakning gennem anerkendte priser og nomineringer. Hvad er det vigtigste for jer at blive anerkendt for?
Jeppe: At have et personligt udtryk og være et sted, hvor folk føler sig hjemme, frem for ’Byens bedste restaurant’, synes jeg helt klart er mere venskabeligt. Jeg tror, der er en tendens i vores branche til, at folk kører sig lidt døde eller jagter det her lidt arbitrære tillægsord bøjet i tredje grad: ’bedste’.
Hvis man vil køre det i lang tid, tror jeg, det er vigtigere at have et sted, som man bliver ved med at holde af at være i, og hvor bæredygtighed er tænkt ind. Ikke kun i råvarer, men også i personalet.
Jeppes formulering om ”et bæredygtigt personale” klinger lidt på samme måde som skrivestilen på Alfs sociale medier.
Det lokale træk og den personlighed, som I prøver at møde, hjælper jeres poetiske og litterære stil på de sociale medier jo også meget på. Hvad har inspireret den stil?
Jeppe: (Smiler stort) Tak. Jeg tror faktisk, at det kom lidt af at være meget nervøs i starten, da jeg skulle skrive de der opslag, fordi det igen er det der med, at vi har haft svært ved at placere os i en eller anden kategori. Der vil jeg gerne have, at der er en historie til dem, der har lyst til at sidde og læse med.
Malte: (Fnisende) Jamen prøv at høre den måde, han snakker på. Han tager bare sin hjerne oglægger den ned på tastaturet.
Jeppe: (Griner) Jeg arbejdede på et tidspunkt for et fantastisk menneske, der hedder Tue Bach nede i en lille vinbutik, der hedder Volatil. Og det har helt klart også inspireret mig, at man har haft et menneske, som har så stor en personlighed i alt, hvad han gør – og at han lader det være sin styrke, at han er, som han er, selvom det også nogle gange er lidt mærkeligt. Det er værd at se op til i en tid, hvor vi bliver lidt for præget af hinanden.
Den økonomiske del af at drive en restaurant må også have været ny for jer. Hvordan har I båret jer ad med det?
Jeppe: Altså, da jeg fortalte min mor, som har haft frisørsalon i 40 år, at vi skulle åbne, sagde hun: “Du skal bare huske på, at du bruger uge 1 af måneden på at betale dit personale. I uge 2 betaler du stadig personale, og du begynder at betale dine råvarer og din husleje. I uge 3 skal du helst begynde at tjene penge, for i uge 4 skal du betale moms. Og hvis du betaler dit personale i uge 1, så har du en god måned.”
Så det at have de der helt lavpraktiske ting til en verden, som vi måske ikke ved så meget om – økonomi og tal og sådan nogle ting – der handler det om at sige: Okay, likviditeten går i hvert fald ikke i minus, og der er råd til at betale personalet.
Da I åbnede restauranten, snakkede I om jeres inspiration fra den
umiddelbarhed og charme, der er i Paris. Hvordan adskiller Paris sig
fra den københavnske madscene?
Hvis der er noget, der kan få Malte til at snakke, er det Paris.
Malte: Det der med at tage ud og spise, uden at du forventer, at alt bare er perfekt. Du går udog spiser for bare at gå ud og spise og hygge dig – hvis der kommer god betjening, og der kommer en god ret eller to gode retter, så er det en god aften. Du sætter forventningerne og stemningen et andet sted, føler jeg, når du tager til Paris. Men den stemning føler jeg, at vi fanger meget godt ved, at det er et smalt, aflangt lokale, hvor der sker noget nyt, jo længere ind man kommer. For mig var det Paris, da jeg så lokalet.
Jeppe skæver til Malte og bryder ind.
Jeppe: Jeg sagde faktisk nej til lokalet her specifikt til at starte med. Fordi jeg syntes, at det var for småt og for... Ej, der så frygteligt ud, da vi overtog det!
Malte: Ja, det var en smørrebrødsrestaurant, da vi overtog det.
Jeppe: (Griner) Det lignede, at der boede en hoarder ude bagved.
Det lyder til, at der skulle lidt ekstra overtalelse til fra din side af, Jeppe. Hvad solgte dig i sidste ende på idéen om Alf?
Malte: Jeg prikkede og prikkede og prikkede. Jeppe er jo lidt nervøs for ændringer i sin hverdag. Så jeg besluttede mig for at prikke til ham hver dag og ændre hans hverdag.
Jeppe: Så spiste vi en kebab, hvor han blev ved med at spørge – og så blev jeg missioneret af manden, som man jo gør, når man er på tomandshånd med ham.
Overtalelse med kebab er hermed noteret.
Men det hele endte jo lykkeligt. Hvad har været det hårdeste for jer, efter I tog den beslutning?
Malte: (Griner) At få et barn. Det er hårdere nu, end da vi gik og renoverede, samtidig med at vi arbejdede ude på Kanalen. Ellers synes jeg generelt ikke, at det har været hårdere end at arbejde på en restaurant, hvor jeg bare har været ansat – fordi man får så meget igen.
Jeppe: For mig var det i starten, da vi fik prisen som 'Byens bedste nye restaurant'. Der var der en forventning om, hvad vi skulle være, og man følte sig vurderet som den bedste ved siden af fantastiske restauranter som Calma, Graziano og Aure.
Der synes jeg, det var svært at føle, at man var i kategori med dem, i stedet for at man bare var sig selv. I den periode var jeg konstant inde for at tjekke Google-anmeldelser for at se, hvad der var kommet i løbet af ugen, og hvad folk tænkte.
For eksempel i januar måned i år; så bliver man jo lige pludselig presset over, at der kun er seks gæster i bogen en onsdag aften, og man bruger rigtig meget tid på at stresse over det. Men så går der nogle uger, hvor man snakker med folk ude i branchen, og så viser det sig, at der er stille overalt. Der lærer man at sætte pris på, at det måske bare er der, man kan bruge lidt tid med familien derhjemme, eller man kan sende Malte hjem til sin søn onsdag aften lidt før.
En tiltagende duft af fried rice (dagens personalemad) og de nu tomme kaffekopper sætter et naturligt punktum for samtalen. Men selvom samtalen er slut, og kafferne for længst er drukket, sidder vi alle tilbage med den helt samme følelse: Vi har lyst til at komme igen i morgen.
Book bord hos Alf
Læs Jeppes poetiske opslag på instagram
Følg Alf på Jungle